Jeg har længe tænkt jeg vil skrive lidt om theming i Omega Theme. Men emnet er ret stort, og jeg ved ikke om jeg kan skrive noget der er fyldestgørende. Men lad mig i det mindste starte, så kan det være andre vil bidrage.

Omega Theme er et designframework til Drupal. Dem findes der et par stykker af. Omega har sine begrænsninger, men er klart det jeg har haft lettest ved at overskue. Det understøtter som alle andre themes brug af specielle templates hvis der lige skal bruges noget specielt. Men som udgangspunkt skal der kun laves et nyt subtheme med sin egen mappe, en infofil og en cssfil. Så er man igang.

OT (Omega Theme) kan bruges sammen med Delta Tools, et modul til kontekstuelle theme konfigurationer som kan være rigtigt smarte. Mere om det senere.

Efter man har oprettet sit nye subtheme skal det konfigureres. Der er mange muligheder. Først og fremmest er der indstillinger for media queries, og generelle indstillinger for hvorvidt themet skal være responsivt eller ej. Hernæst er der regioner og zoner.

OT er inddelt i flere zoner. Det kan f.eks. være header, content og footer. Men du kan også lave dine egene. I så fald skal der kigges i themets infofil. Heri kan der oprettes zoner og regioner. Hver zone og region er vægtet i forhold til hinanden. Det er den måde rækkefølgen indstilles. Hver zone har desuden en valgfri wrapper, der kan være fin at bruge hvis der skal være specielle baggrunde der skal være bredere end indholdsområdet.

OT er som udgangspunkt konfigureret med 12 grids i 960px sidebredde. Hvor mange grids en zone har, er afgørende for hvor mange grids de tildelte regioner kan have. Således er det ikke muligt at placere mere end 12 regioner i en 12 grids bred zone. De må så max være 1 grid bred hver. En mere almindelig situation er et contentområde, hvor første sidebar har 2 grids, contentområdet har 6 grids og anden sidebar har 4 grids. Vil du vide mere om grid systemet, så kig på 960.gs. Er du webdesigner, så hold dig fra områderne imellem grids – det er mellemrum og ikke skyggerum.

Når du er færdig med at konfigurere dit theme, så kan du bruge Omega Tools (modul der skal installeres separat), til at eksportere dine indstillinger ned i infofilen. På den måde placerer du indstillingerne i filer i stedet for i databasen. Det giver på sigt bedre performance, og såfremt du skal dele dit theme til andre eller til andre sites, så er det altså lettere at flytte filer end indstillinger.

I dit designprojekt har du måske 3 forskellige sidelayouts. Det kan f.eks. være du ikke skal bruge menu og første og anden sidebar på forsiden. Normalt ville du lave en templatefil til dette. Men det er her du kan bruge Delta modulet. For at bruge det skal du bruge Kontekst modulet, som er der hvor Deltamodulet aktiveres.

Jeg anbefaler følgende setup.

  1. Opret en ny feature med Features modulet.
  2. Gem din feature med ftools
  3. Opret en ny delta og tilpas den til f.eks. forsiden
  4. Tilføj din nye delta til din feature
  5. Opret en ny kontekst til f.eks. forsiden
  6. Tilføj sti og delta til din kontekst
  7. Tilføj konteksten til din feature

Nu har du dit theme i filer og din delta i et modul som også ligger i filer. De kan nu deles til andre sites.

Relevante links: